19. sep 2006 19:00, Blodrød Pingvin
Inspireret af Capac's indlæg om de nyeste filmatiseringer af Agatha Christies miss Marple romaner, og om engelske TV-krimiers generelt høje kvalitet, kom jeg til at tænke på mit eget forhold til krimi- og detektivserier. Lige som Capac har jeg også selv en svaghed for den britiske skole indenfor TV-krimier. Jeg er således meget glad for Lynda La Plante's serier, især selvfølgelig Prime Suspect (Mistænkt) med Helen Mirren i hovedrollen, men også den herhjemme noget oversete Trial and Retribution (Måske Skyldig), med en fabelagtig David Hayman i rollen som Chief Supt. Michael Walker.
Og så er der jo, som Capac også nævner, noget særligt ved de mange velproducerede og velcastede Agatha Christie-filmatiseringer, som engelsk TV har frembragt. Min personlige favorit miss Marple er stadig Joan Hickson, som spillede rollen op igennem 80'erne og 90'erne. (I parentes bemærket, og nok særligt henvendt til Capac, så lykkedes det mig faktisk at få set det meste af gårsdagens episode af miss Marple. Lige som han var jeg dybt imponeret over kvaliteten af de skuespillere som medvirkede. En af personerne blev således spillet af Peter Serafinowicz, som opnåede verdensberømmelse ved 1) at lægge stemme til Darth Maul i Star Wars: Episode I - The Phantom Menace og 2) spille Duane Benzie i den fantastiske engelske komedieserie Spaced. Men jeg foretrækker nu alligevel Joan Hickson-filmatiseringerne, formodentlig fordi de minder mig om de glade barndomsår).
Af andre fremragende engelske krimiproduktioner kunne man nævne Inspector Morse (Lars ville sikkert spamme mig, hvis ikke jeg nævnte den), A Touch of Frost (Gitte ville sikkert spamme mig, hvis jeg ikke nævnte den), Jeremy Brett som Sherlock Holmes (jeg er her helt enig med Bo: Brett er den eneste rigtige Holmes), og mange, mange flere.
Men det er altså ikke kun englænderne der kan finde ud af at lave krimier. Amerikanerne kan også, når det ellers stikker dem. Lad mig nævne to af mine egne favoritter. Peter Falk som Columbo er en evig kilde til fornøjelse. Der er en form for sadistisk nydelse ved at sidde og se, hvorledes den lille nussede detektiv stille og roligt nørkler sig frem at bevise det, som seeren (og formodentlig Columbo selv) allerede fra begyndelsen ved, nemlig at ugens gæstestjerne er morderen. En af de få ting, som jeg filosofisk set er enig med Peter Thielst i, er den sammenligning han i indledningen til Man bør tvivle om alt og tro på meget foretager mellem Columbos fremgangsmåde og filosoffens. Lige som Columbo fæstner filosoffen sig ved de bitte, bitte små ting, som bare ikke hænger sammen, og bliver ved med at pille i dem, indtil man pludselig kan se, at tingene er helt anderledes end man egentlig troede de var. Og lige som Columbo så har filosoffen hele tiden lige et enkelt spørgsmål han lige skal have besvaret, eller der er en enkelt løs tråd, som han ikke helt kan få til at passe sammen med resten. Og hverken Columbo eller filosoffen giver op, før tingene passer sammen. Den store forskel på Columbo og filosoffen er selvfølgelig, at Columbo hver gang faktisk får tingene til at passe sammen, han får altid sin mand, mens filosoffen som regel ender med at erkende, at tingene bare ikke vil passe sammen, og at der altid er noget der undslipper tænkningen. Columbo kan ugen efter starte forfra med en ny opgave. Filosoffen derimod må hele tiden starte forfra med den samme opgave, som han begyndte med.
[For de som er interesserede i den slags kan nævnes, at den slovenske filosof Slavoj Zizek i bogen A Plague of Fantasies præsenterer en interessant filosofisk-teologisk analyse af Columbo. En af ZiZeks pointer er således, at Columbo-seriens globale succes viser, at det fascinerende ved krimigenren ikke er afsløringen af forbryderen (i Columbo ved man altid-allerede fra begyndelsen, hvem morderen er), men derimod selve den opklarings- eller dechifreringsproces, som leder frem til at detektiven kan bevise forbryderens skyld.]
En anden rigtig god amerikansk krimiserie, som vist desværre aldrig rigtig er slået igennem herhjemme, Law and Order: Criminal Intent, en af de efterhånden talløse Law and Order-serier som Dick Wolf har forsynet den hungrende offentlighed med. Lige som utallige andre amerikanske krimiserier handler Criminal Intent om politiets arbejde med at opklare mordsager, og hele seriens setup er ganske klassisk: Der sker et mord, politiet tilkaldes, drabsafdelingens detektiver Detective Robert Goren (spillet af Vincent D'Onofrio) og Detective Alexandra Eames (spillet af Kathryn Erbe) kommer på banen, diverse falske og vildledende spor forfølges, indtil forbryderen til sidst kan bringes for retten.
Hvad der i mine øjne adskiller Criminal Intent fra de talløse øvrige amerikanske krimi-serier, som fylder æteren er først og fremmest Vincent D'Onofrio og hans fremstilling af Detective Goren. Goren er en detektiv af den gode, gamle Sherlock Holmes skole. Han er en af den slags detektiver, der med et enkelt blik på et lig kan se, at offeret var kejthåndet, fordi hun har børstet gummerne i den ene side af munden hårdere end gummerne i den anden side; som kan citere Marcus Aurelius efter hukommelsen; som tilfældigvis altid lige har en ven, eller en ven af en ven, som kender alt til hestevæddeløb/computerhacking/narkofabrikation, og som ikke er bange for at udtrykke sin dybeste respekt for den modstander, som han nu engang er oppe imod. Og D'Onofrio formår at gøre Goren til en excentrisk, men ikke alt for excentrisk person, lidt på samme måde som Jeremy Brett gør Holmes til en excentrisk, men ikke alt for excentrisk figur. Hele D'Onofrios kropssprog fortæller, at vi har at gøre med en mand, som nok er lynende intelligent, men som ikke fungerer eller tænker på helt samme måde som alle os andre. (Og så må man selvfølgelig ikke glemme, at lige som Holmes har Watson, så har Goren Detective Eames - med den lille forskel, at Eames (modsat Watson) normalt også spiller en aktiv rolle i opklaringen af forbrydelsen).
Desværre skal man være meget længe oppe, for at nyde godt af D'Onofrios talenter. Criminal Intent bliver lige for tiden vist på Kanal 4 hver nat omkring klokken 01.00-02.00 stykker. Grrrr.
