Smartlog v3 » Carsten Fogh Nielsen » OBS - Oplysning til Borgerne om Sproget
Opret egen blog | Næste blog »

Carsten Fogh Nielsen

"Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed." (Immanuel Kant)

OBS - Oplysning til Borgerne om Sproget

20. Sep 2006 17:22, Blodrød Pingvin

Videoveninderne var lige på besøg på kontoret, og af uransagelige grunde endte vi med pludseligt at diskutere udtrykket "pikkel af" (eller "pekkel af" eller "pikl af"). Mod forventning var ODS, som ellers tidligere har afklaret sproglige finurligheder for blogbestyreren, ikke til nogen større hjælp.

Men så er det jo godt, at man har Dansk Sprognævn, som allerede for et år siden gav en forklaring på udtrykket:

---------------------------------

Pikle af

Spørgsmål: For nylig var jeg i selskab med en tidligere kollega som fortalte om en samtale han havde haft med sin nabo. Samtalen førte ingen steder hen, og godt irriteret havde han derfor bedt sin nabo om at pikkel af. Det fik mig til at tænke på min far der var fra Randers. Han brugte ofte udtrykket pikkel af, eller mere lydret pekkel af. Jeg har imidlertid ikke kunnet finde udtrykket i nogen ordbøger. Kan Sprognævnet hjælpe mig?

Svar: Vi kan heller ikke finde udtrykket pikle af (pikkel af, pekkel af) i nogen af de ordbøger eller opslagsværker som vi har adgang til. Ordbog over det Danske Sprog (bind 16, 1936) kender derimod pikke af med betydningen 'gå bort, forsvinde (hurtigt og lydløst); liste af; pille af'. Af ordbogens eksempler kan nævnes jeg kommer vel til sidst til at pakke sammen og pikke afsted, hvis jeg vil have fred! (Fr. Hammerich: Et Levnetsløb, 1882).Vi kender dog godt pikle (af) fra talesproget, og undertiden optræder det også på skrift, fx

Min far siger, at jeg ikke skal være direkte racist. Jeg må ikke gå og sige, at de alle sammen skal pikle hjem. Sådan siger et af børnene, der medvirker i Nordjyllands Radios børneprogram "Syvti". Otte udsendelser om de fremmede og os, der nu er udsendt som bog med titlen Hej perker (Berlingske Tidende 12.1.1993)

Politiet i Hjørring mener at vide, hvem der stod bag angrebet med en flaske, da fire unge nordjyder natten til i går blev overfaldet af en større drengebande ... Et af drengebandens medlemmer optrådte stærkt provokerende overfor de fire unge mænd, som bad ham om at "pikle af". Det fik de øvrige medlemmer af banden til [at] omringe de fire mænd og gå løs på dem med næver og flaske (Berlingske Tidende 13.9.1999)

Gunstige tilbagetrækningsordninger medvirker til, at mange pikler af, når de kan (Jyllands-Posten 6.6.2003)

Af eksemplerne fremgår det at pikle (af) bruges i betydningen 'skride, skrubbe af, forsvinde' eller lignende, og udtrykket er sandsynligvis en variant af pikke af (jf. ODS ovenfor).

Du skriver at din far var fra Randers, og de ovenstående aviseksempler beskriver jyske forhold, så noget kunne tyde på at udtrykket pikle af har rødder i jysk. Jysk Ordbog i Århus bekræfter denne antagelse. Således oplyser en medarbejder at der i ordbogens samlinger er flere optegnelser med udtrykket pikle af. I alt har ordbogen 14 forskellige kilder fra Midtøstjylland (spredt i området fra lidt nord for Århus mod øst til Silkeborgegnen) og fra Sønderjylland (ca. 9 optegnelser spredt over hele området). Lydformen er i alle tilfælde [pékel], og det passer jo fint med din fars udtale.

Hvor udtrykket stammer fra, kan vi desværre ikke sige, men det er ikke ualmindeligt at visse ord har sideformer med -le i jysk. Medarbejderen fra Jysk Ordbog nævner det gamle danske ord nodre ('brumme, knurre, summe, nynne'), der i jysk har (havde) sideformen nodle.

Vi kan tilføje at vi kender udtrykket pikle af fra den jyske musikgruppe Georgs Bureau der huserede i 1980'erne. I 1985 havde gruppen et større hit med sangen Wild ting (en jysk udgave af rockklassikeren Wild thing), og i 1986 udgav de pladen Georgs Bureau kommer sjældent alene! Polyrytmik i samfundets tjeneste. På pladen finder man nummeret Lola (side 1, skæring 2), der slutter med følgende knap så høflige opfordring (citeret efter hukommelsen): Ja tak, Jodle-Birge. Så ka' do godt pekkel å mæ dig - og ta' di' måwer mæ! ('Ja tak, Jodle-Birge. Så kan du godt pikle af med dig - og tag dine måger med!').

                                                                                             JNJ

------------------------------

Sådanne klare svar, hvor den adspurgte åbent erkender grænserne for sin egen viden, er vi kantianere her på bloggen meget glade for. Og glæden bliver selvfølgelig ikke mindre af JNJs afsluttende, og meget personlige, forsøg på at eksemplificere udtrykket, ved at henvise til det hedengangne firserband Georgs Bureau, som Lars jo for et par måneder siden skrev et lille indlæg om. Sådan hænger tingene engang imellem på uventet vis sammen.

Kommentarer

  1. Acq
    20. Sep 2006 20:13
    1

    Således beriget vil jeg takke mange gange for oplysningen! Fantastisk hvad man kan lære når man surfer rundt sådan en aften!

  2. conny
    21. Sep 2006 11:02
    2

    Jeg kan kun tilslutte mig Acqs kommentar om de værdifulde oplysninger, der kan findes på nettet.
    Derudover mener jeg også at have hørt udtrykket "pikl af!" med vred stemmeføring på sønderjysk.
    - og så kom jeg til at bruge (alt for) meget tid på Bureauets hjemmeside, og tankerne gik tilbage til Johnny Madsen i hans tidlige dage, hvor han kørt å æ motorvæj mæn møj heller vil vær årp å flyw - eller hvordan det nu lige var.

  3. conny
    24. Sep 2006 22:18
    3

    tak for hjælpen med teksten.
    det er godt nok længe siden, jeg har hørt den i radioen - måske man skulle ønske den i p4aften eller nod.

Links til dette indlæg

  1. http://www.google.dk/search?source=ig&hl=da&q=obs+-+oplys... ( 3. May 2007)

Tags

Arkiv